”Da Gregor Samsa en morgen vågnede af urolige drømme, fandt han sig i sin seng forvandlet til et uhyre kryb. Han lå på sin panseragtige hårde ryg, og når han løftede hovedet lidt, så han sin hvælvede brune bug, der var opdelt i buefornede bælter og på hvis top sengetæppet, som var lige ved at glide helt ned, dårligt nok kunne holde sig fast. Hans mange ben der var ynkeligt små i forhold til hans øvrige omfang, flimrede hjælpeløst for hans øjne.”
I Franz Kafkas novelle ”Forvandlingen” (1915) vågner hovedpersonen en morgen op, forvandlet til en bille og fremmedgjort fra sin familie. På Marie Sjøvold og Ludvig Fribergs udstilling In Person forholder det sig omvendt. Her ser vi insekter vågne op, forvandlet til mennesker eller rettere: Insekter, der forholder sig på en måde, der gør, at vi pludselig får øje på menneskelige træk ved dem og uvilkårligt tillægger dem følelser, intentioner og tanker. Ved første øjekast mimer installationen den klassiske præsentation af insekter som vi kender den fra Zoologisk museum: Dyrene er taget ud af deres naturlige sammenhæng og isoleret på en neutral, hvid baggrund og monteret i små trækasser med glaslåg med angivelse af art og årstal. Liggende livløse på ryggen med benene i vejret ser de ud til netop at have været udsat for dødbringende æter og blot at vente på at blive spiddet på en nål. Ser man nærmere efter, opdager man imidlertid, at humlebien trækker vejret og langsomt begynder at bevæge bagdelen frem og tilbage, at sommerfuglens følehorn vibrerer, og at det giver et næsten umærkeligt spjæt først i ét af fluens ben og så i et andet; i stedet for at fæstne insekterne på et stykke pap har Sjøvold og Friberg valgt at fastholde dem i levende billeder. Deres insektkasser indeholder ikke døde og fikserede insekter, men dyr, der langsomt vågner op, kommer på benene og begynder at bevæge sig. Således danner kasserne rammen for små fortællinger om søvn og opvågning, liv og død, hjælpeløshed og stille sejr: Humlebien får efter at have kigget sig søvndrukkent omkring og en del tøven prøvende stukket benene i vejret og en uendelighed senere vendt sig om, mens myren effektivt, målrettet og en anelse irriteret kommer på benene, retter på følehornene og begynder at orientere sig i de nye omgivelser. Fluen kæmper en intens kamp udspændt mellem vild fægten med benene og dødsens stille pauser, skolopenderen redder sig om på maven ved hjælp af slangedans, sommerfuglen slår elegant svingerne ud, men må sande, at den ikke har kræfterne til at flyve og hopper i stedet – klodset og blameret – rundt få centimeter over jorden, mens den stakkels skarnbasse end ikke formår at vende sig om, men må spadsere ud i evigheden på ryggen, ikke længere enkendbar som skarnbasse, men reduceret til abstrakt form. Formålet med at isolere insekterne fra deres naturlige kontekst er ikke – som for zoologen – at typologisere dem og nå frem til de generelle træk, der definerer arten, men at foretage et nærstudie af det enkelte eksemplars individuelle træk; af dets personlighed. Marie Sjøvold har hovedsagligt arbejdet som fotograf (men har også lavet en del videoværker), mens Ludvig Friberg har en baggrund i filmbranchen og til daglig arbejder med visuelle effekter. Det, at Sjøvold og Friberg benytter filmmediet i deres installation, gør det muligt for dem at fremstille husfluen, sommerfuglen, humlebien, græshoppen, snudebillen, skarnbassen, bærtægen, myren og skolopenderen som agerende individer, der frejdigt kan spankulere ud af billedrammen og som synes bevidste om beskuerens tilstedeværelse og aktivt forsøge at kommunikere med ham: Græshoppen stirrer fra begyndelsen ind i kameraet, og da den kommer på benene, slår den mod linsen med sit hovede, snudebillen truer og stamper med forbenene som en tyr, mens bærtægen nysgerrigt drejer hovedet mod beskueren og sender et prøvende følehorn i dennes retning, hvorefter den vender sig helt om og gestikulerer intenst med forbenene.
Personificeringen af insekterne og deres tilsyneladende appel til beskueren får os til at betragte dem med nye øje. Som Marie Sjøvold formulerer det: ”Insekter blir sett på som små terrorister. De biter, stikker og klør hvis man kommer for nærme. Formerer seg som pesten, og de holder en våken om natten. Et møte med noen insekter kan til og med ende med døden. De fleste har ingen problem med å drepe et insekt. Slå det ihjel med en avis eller hendene. For hvor mange insekter har man vel ikke drept under en gåtur i skogen, eller en kjøretur på motorveien. Men hvem bryr seg? Det er jo bare insekter. Det er jo så mange av dem... Det er ikke lett å se disse små individene i de store massene og igjennom store forbier til små skapninger. Hvis vi kan vise disse små krypende unikumene, vil det skape en større toleranse? Trenger vi individuelle symboler og helter for å forstå massene?”
I In Person møder vi ni forskellige insekter. Zoologer har beskrevet over en million nulevende insektarter, og det skønnes, at der i alt findes mellem 2-30 millioner arter. Hvis vi alene holder os til den ene million, vi med sikkerhed ved findes, udgør disse over halvdelen af alle organismer. Årsagen til insekternes artsrigdom forklares blandt andet med deres evne til at forvandle sig, hvilket gør dem i stand til at uddnytte forskellige levesteder og fødekilder afhængigt af, hvor de er i deres livsforløb. At Sjøvold og Friberg netop vælger at fokusere på en dyreart, der er karakteriseret ved sin evne til at omdanne sig, er ikke tilfældigt; forvandlingstemaet går igen på flere niveauer i projektet. Insekterne er hele tiden ved at forvandle sig fra en tilstand til en anden – fra død til levende, fra sovende til vågen, fra stilstand til bevægelse, fra fanget til fri – men også den modsatte vej: Da videoerne går i loop, kan man også se det som at fluen, der netop har fået sin førelighed tilbage og har forladt sit fangenskab i insektkassen, et øjeblik efter igen ligger hjælpeløs på ryggen. Afhængigt af, hvor i forløbet de enkelte videoer er, når man når hen til den pågældende kasse, vil man dermed få en forskellig oplevelse af historien.
Camilla Kragelund (f. 1976 i Danmark) er cand. mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling, Københavns Universitet, med speciale i feltet mellem tekst og fotografi. Hun er ansvarshavende redaktør af det danske fotomagasin FILTER, der er karakteriseret ved både at præsentere samtidsfotografi og ældre fotografisk materiale og ved at inkludere forskellige typer af fotografi (amatør-, kunst-, presse-, mode-, og reklamefotografi såvel som den videnskabelige og sociale brug af mediet). Desuden arbejder hun med redigering af publikationer ved Studio Olafur Eliasson i Berlin.
